VEDTÆGTER

 

§ 1

Fondens navn er Hundslund Hallen (fond) – Reg. Nr. 013.542

 

§ 2

Fondens hjemsted er Odder Kommune.

 

§ 3

Fondens formål er at drive sportshal og lignende faciliteter i Hundslund i Odder Kommune.

 

§ 4

Fondens kapital består af midler fra salg af Hundslund Forsamlingshus og indsamlede midler kr. 601.255.

Fremtidigt overskud i fonden skal anvendes til opfyldelse af fondens formål, således som beskrevet i § 3.

 

§ 5

Fonden ledes af en bestyrelse på 7-9 medlemmer. Heraf udpeger Støtteforeningen for Hundslund Hallen hvert år 1 medlem og Odder Byråd 1 medlem, som sidder i en byrådsperiode.

 

§ 6

På generalforsamlingen, der afholdes hvert år i april, vælges 2-3 medlemmer i lige år og 3-4 medlemmer i ulige år. Valgperioderne er 2 år. Alle med interesse for Hundslund Hallens fortsatte drift, og som er over 18 år, er valgbare til bestyrelsen.

Generalforsamlingen indkaldes med mindst 14 dages varsel ved annoncering i et lokalt dag- eller ugeblad. Generalforsamlingen afholdes med følgende dagsorden:

 

1. Valg af dirigent

2. Fondens årsberetning

3. Forelæggelse af regnskab og budget

4. Bestyrelsesvalg

5. Indkomne forslag

6. Eventuelt

 

§ 7

Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, sekretær og kasserer. Bestyrelsen tegnes af formanden. Ved større økonomiske dispositioner af et forretningsudvalg bestående af formand, næstformand, sekretær og kasserer.

 

§ 8

Bestyrelsen er ansvarlig for driften af hal og øvrige aktiviteter, og den kan ansætte det nødvendige personale. Uddelegeres den daglige ledelse til en halbestyrer, fastlægges dennes kompetence skriftligt. Ansættelsesaftalen skal indeholde tilsynsregler i overensstemmelse med regler om tilsyn med selvejende institutioner.

 

§ 9

Bestyrelsen afgør – efter forhandling med brugergrupperne – hal timernes fordeling – og den kan evt. fastsætte nærmere regler herfor. Bestyrelsen fastsætter betalingen for leje af hallen under hensyntagen til en forsvarlig drift.

 

§ 10

Bestyrelsen fastsætter selv sin dagsorden og sekretæren fører en beslutningsprotokol.

Fondens regnskabsår følger kalenderåret. Regnskabet udfærdiges af kassereren senest 3 måneder efter regnskabsårets udløb med henblik på forelæggelse på generalforsamlingen. Den daglige ledelse af hallen skal gøre kassen op hver dag. Lederen er underlagt kasseopgørelse og bestyrelsesrevision månedligt.

 

§ 11

Fondens regnskab skal godkendes på den årlige generalforsamling.

 

§ 12

Disse vedtægter kan kun ændres af en enig bestyrelse. Besluttede ændringer skal forelægges på førstkommende ordinære generalforsamling, jf. Fondslovens § 32.

 

§ 13

Fonden kan opløses, hvis bestyrelsen er enig heri, og opløsningen er forelagt Støtteforeningen for Hundslund Hallen på 2 på hinanden følgende generalforsamlinger. Forinden opløsning skal egnens foreninger og Odder Byråd have lejlighed til at udtale sig, jf. Fondslovens § 32.

 

Således vedtaget af bestyrelsen, den 24.11.1988, 30.12.1988 samt den 21.09.89 på baggrund af krav fra Fondsregistret og senest den 20.03.2001. Fondens navn er ændret på generalforsamlingen den 04.04.2001. §§ 5, 6 og 8 er ændret på den ordinære generalforsamling den 1. april 2008.